Hvorfor ændrer søvnen sig under overgangsalderen?
Oplever du dårlig søvn i overgangsalderen? Du er langt fra alene.
Har du sovet fint hele livet – og oplever du nu, at natten pludselig er blevet urolig, uden at du rigtig kan sætte ord på hvorfor? Sådan oplever rigtig mange kvinder det, når de når 40’erne eller 50’erne.
Der er sjældent kun én forklaring på det. De hormonelle svingninger i perimenopausen og det faldende østrogenniveau efter selve overgangsalderen ændrer på, hvordan hjernen regulerer kropstemperaturen om natten. Det giver hede- og svedeture, som kan vække dig direkte, men østrogenfaldet spiller sandsynligvis også en rolle for indre uro og hjertebanken. Dertil kommer, at mange kvinder i denne alder oplever nye smerter eller hyppigere trang til at lade vandet om natten – begge dele kan forstyrre søvnen, uden at du nødvendigvis forbinder det med overgangsalderen.
Søvnforstyrrelsen ser desuden typisk lidt forskellig ud, alt efter hvor du er i forløbet. I perimenopausen er det ofte de svingende hormonniveauer selv – gerne kombineret med uregelmæssige og til tider kraftige blødninger – der gør søvnen uforudsigelig fra nat til nat. Efter overgangsalderen er hormonniveauet mere stabilt, men vedvarende lavt, hvilket typisk giver en mere ensartet, men også mere vedholdende, påvirkning af søvnen.
Fordi der ofte er flere samtidige årsager i spil på samme tid, er det sjældent nok blot at behandle “den ene ting”. Derfor handler en stor del af dette indlæg om at hjælpe dig med at få øje på, hvad der egentlig forstyrrer netop din søvn.
Søvn handler både om kvantitet og kvalitet
Hvor mange timer, du sover, er langt fra hele historien.
- Hvor mange timer sover du?
- Hvor dybt og sammenhængende sover du?
- Hvor let vækkes du af lyd, bevægelse eller temperaturændringer?
Mange har korte opvågninger om natten, som de slet ikke husker næste morgen. Derfor er syv timers søvn ikke nødvendigvis syv gode timer. Det afgørende spørgsmål er egentlig et helt andet:
Føler du dig udhvilet, når du står op?
Søvnkvalitet handler om søvnens dybde, dens sammenhæng, hvor mange gange du vågner, og – ikke mindst – om du rent faktisk føler dig restitueret næste morgen.
Østrogen og hjernens temperaturcenter
Hjernen har sin egen “termostat”, som holder styr på kroppens temperatur inden for et bestemt interval. Når østrogenniveauet falder, bliver dette interval smallere. Kroppen bliver med andre ord langt mere følsom over for selv ganske små temperatursvingninger.
Baggrunden er et stof i hjernen ved navn neurokinin B, som indgår som et signal i selve temperaturreguleringen. Når østrogenet falder, bliver dette signal overaktivt. Resultatet er, at en helt lille temperaturændring – som kroppen tidligere ville have ignoreret – nu kan udløse en fuld hedetur med varme og sved, ofte efterfulgt af en kuldefornemmelse. Og det er netop dét, der kan forstyrre søvnens dybde og sammenhæng midt om natten.
Hedeture, du ikke selv mærker
Noget af det mest overraskende er, at der findes hedeture, som kroppen reagerer på rent fysiologisk, uden at du selv oplever eller husker dem. De kaldes her – uofficielt og udelukkende som en pædagogisk hjælp – for “mikrohedeture”.
De kan gøre søvnen mere overfladisk eller være ledsaget af helt korte opvågninger, som du ikke registrerer. Derfor kan du sagtens mene, at du har sovet hele natten igennem, og alligevel vågne uudhvilet. Fravær af erkendt nattesved udelukker altså ikke, at din søvn er hormonelt påvirket.
Man kan forestille sig en mikrohedetur som det første lille skub mod en mere overfladisk søvn – hvorefter lyd, en bevægelse, smerter eller trangen til at lade vandet kan tage over og vække dig helt.
Hvad forstyrrer din søvn?
For at finde den rigtige løsning er det nødvendigt at få et klart billede af, hvad der egentlig sker om natten:
- Har du svært ved at falde i søvn?
- Vågner du mange gange?
- Har du svært ved at falde i søvn igen, når du først er vågnet?
- Vågner du tidligere, end du ønsker?
- Vækker varme eller sved dig?
- Vækker smerter dig, når du vender dig?
- Skal du op at lade vandet?
- Har du uro i benene?
- Snorker du?
- Vågner du med hjertebanken, åndenød eller kvælningsfornemmelse?
- Er det tankerne, der holder dig vågen?
Det centrale skel går mellem to helt forskellige spørgsmål:
Det er ikke nødvendigvis den samme mekanisme – og derfor heller ikke altid den samme behandling.
Søvnapnø kan ligne almindelige overgangsaldergener
Risikoen for søvnapnø stiger omkring og især efter overgangsalderen, hvor det stabilt lave østrogenniveau, vægtøgning og en ændret fedtfordeling spiller sammen. Er du fortsat i perimenopausen, er søvnapnø derfor sjældnere den mest sandsynlige forklaring på dine søvnproblemer lige nu – men risikoen stiger, jo længere du er kommet i forløbet. De hormonelle ændringer kan muligvis også påvirke selve vejrtrækningen og de øvre luftveje.
Søvnapnø kan give mange korte opvågninger, snorken, morgenhovedpine, tør mund, udtalt træthed om dagen, koncentrationsbesvær og “hjernetåge”, natlig vandladning, forhøjet blodtryk – og opvågning med hjertebanken, åndenød eller en kvælningsfornemmelse. Læg mærke til, hvor meget dét minder om almindelige overgangsaldergener. Derfor overser man let søvnapnø hos kvinder i denne aldersgruppe.
Når mistanken opstår, er der ét spørgsmål, der er afgørende:
Har din partner bemærket, at du nogle gange holder op med at trække vejret, mens du sover?
Svarer du ja, er det en vigtig oplysning, som bør føre til en nærmere vurdering. Men svarer du nej, udelukker det ikke søvnapnø – ikke alle partnere lægger mærke til det, og nogle sover i hver sit værelse.
Urolige ben, lægkramper og jernmangel
Restless legs er ikke det samme som almindelige natlige lægkramper. Det, der kendetegner restless legs, er en helt karakteristisk trang til at bevæge benene. Symptomerne kommer typisk, når du ligger i ro, og de lindres midlertidigt, når du bevæger dig.
Restless legs kan hænge sammen med lave jerndepoter – og her er det vigtigt at vide, at din ferritin godt kan være lav, selv om din hæmoglobin er helt normal. Har du haft kraftige eller langvarige menstruationer gennem årene, er du i særlig risiko. Derfor bør ferritin måles, hvis du har symptomerne. Magnesium bør ikke være standardsvaret på uro i benene, før dette er afklaret.
Led- og muskelsmerter
Nye eller forværrede led- og muskelsmerter er en af de overgangsaldergener, der oftest bliver overset. Østrogen har betydning for smerteopfattelsen og for tilstanden af muskler, sener, led og bindevæv – en sammenhæng, som ofte overses, både af kvinden selv og undervejs i sundhedsvæsenet.
Mange bliver henvist til reumatolog, fysioterapeut eller osteopat, uden at nogen samtidig overvejer, om overgangsalderen spiller ind. Der er intet galt i disse specialister – de kan være en stor hjælp, når der er brug for dem. Men rækkefølgen betyder noget: Oplever du som 50-årig nye ledsmerter sammen med andre overgangsaldergener som hedeture eller en påvirket søvn, giver det mening at starte med østrogenbehandling og afvente, hvilke gener der forsvinder. Er ledsmerterne fortsat til stede, når de øvrige gener er i bedring, kan en reumatolog, fysioterapeut eller anden specialist bringes ind med god effekt. Men efter 25 år i speciallægepraksis er erfaringen, at behovet for dem sjældent opstår, når rækkefølgen er den rigtige.
Smerterne kan i sig selv vække dig, når du vender dig i sengen om natten. Og der opstår let en ond cirkel: smerterne forstyrrer søvnen, og dårlig søvn sænker samtidig smertetærsklen, så smerterne føles værre.
Hvad kan du selv gøre?
Der er en del, du selv kan gøre, før man overhovedet skal tale om medicin.

Brug lys og bevægelse. Få dagslys så tidligt, som din hverdag og årstiden tillader. Om vinteren kan dagslys på vej til arbejde, i en pause eller omkring frokost være mere realistisk end en morgentur – og så skal du sørge for godt lys indendørs, hvis du står op før solopgang. Dyrk regelmæssig motion, men undgå hård eller pulskrævende træning lige før sengetid. En rolig gåtur eller lidt udstrækning om aftenen kan derimod være fint.
Hjælp hjernen med at afslutte dagen. Brug den sidste time på at afslutte dagen – ikke på at åbne nye problemer. Undgå regnskaber, arbejdsmails og krævende planlægning lige før sengetid, og lad så vidt muligt være med at begynde vanskelige diskussioner med din partner om aftenen. Kan et problem ikke løses samme aften, så aftal hellere, hvornår I taler videre. Skriv gerne uløste opgaver og bekymringer ned, så hjernen ikke skal holde fast i dem hele natten – og vælg en rolig og genkendelig afslutning på dagen.
Indret soveværelset. Hold det køligt, brug nattøj og sengetøj, som gør det let at regulere temperaturen, og begræns støj og generende lys. Forstyrrer din partners bevægelser eller snorken din søvn, skal det også tages alvorligt.
Undgå det, der modarbejder søvnen: alkohol som sovemiddel, koffein sent på dagen, nikotin om aftenen, store måltider lige før sengetid, gentagne kig på klokken, skærmbrug, som holder hjernen aktiv eller udsætter sengetiden – og det at ligge længe i sengen og kæmpe for at falde i søvn.
Når gode søvnråd ikke er nok
Der er forskel på hormonelt forstyrret søvn og egentlig kronisk insomni. Selv når den oprindelige udløser – for eksempel hedeturene – bliver behandlet, kan søvnløsheden nogle gange fortsætte alligevel. Bekymringen for slet ikke at kunne sove tager over, og seng og sengetid bliver med tiden forbundet med vågenhed og anspændthed i stedet for hvile.
I den situation er kognitiv adfærdsterapi for søvnløshed – CBT-I – langt mere effektivt end almindelige søvnråd. Metoder som stimulus-kontrol og begrænsning af tiden i sengen er målrettede terapeutiske redskaber, som skal tilpasses den enkelte – ikke generelle råd, alle bør følge.
Hormonbehandling: østrogen og progesteron
Østrogen behandler først og fremmest hede- og svedeture, og ved at reducere de natlige vasomotoriske episoder kan det forbedre søvnen betydeligt. Det gælder også ved de ikke-erkendte “mikrohedeture”, som er beskrevet tidligere. Østrogen kan formentlig også påvirke søvnen mere direkte, og det kan bedre andre søvnforstyrrende gener som smerter og uro. Men østrogen behandler ikke søvnapnø, jernmangel eller kronisk insomni – dét er vigtigt at holde sig for øje.
Mikroniseret progesteron omdannes blandt andet til stoffet allopregnanolon, som påvirker hjernens beroligende GABA-system. Hos nogle kvinder virker det derfor beroligende og søvnfremmende, med mulig positiv effekt på både indsovning og søvnkvalitet. Virkningen varierer dog meget fra kvinde til kvinde, og nogle oplever i stedet svimmelhed, træthed eller en form for “tømmermænd” næste dag. Dosis, tidspunkt for indtagelse og om behandlingen gives kontinuerligt eller cyklisk har alt sammen betydning for, hvordan det virker for netop dig. Progesteron er et fedtopløseligt hormon. Det betyder, at det kræver galde for at blive optaget fra tarmen og komme ud i blodet – og det er svært at forestille sig, at selve den lille kapsel alene udløser ret meget galde. Tager du derimod progesteronet sammen med andet fedt, for eksempel et stykke ost og en håndfuld mandler, kan optagelsen faktisk fordobles. Det stemmer overens med et klassisk studie, hvor optagelsen af mikroniseret progesteron blev omtrent fordoblet, når det blev indtaget sammen med mad, sammenlignet med indtagelse på tom mave (Nahoul & de Ziegler, Fertility and Sterility, 1994).
Medicinsk behandling uden hormoner: Veoza og Lynkuet
Ingen af de to lægemidler indeholder hormoner. I stedet dæmper de neurokinin-signalet i hjernens temperaturcenter og behandler moderate til svære hede- og svedeture. De er ikke almindelige sovemidler – men når de natlige hedeture bliver færre, kan søvnen forbedres som en indirekte effekt.
Sagt uden tunge fagudtryk som agonist og antagonist:
Veoza og Lynkuet dæmper eller blokerer et overaktivt signal i hjernens temperaturcenter.
Veoza
Veoza blokerer NK3-signalet og tages én gang dagligt. Det kan bedre søvnen indirekte ved at mindske de natlige hedeture. Behandlingen kræver, at din leverfunktion kontrolleres undervejs, og der er en række kontraindikationer, interaktioner og bivirkninger, som gennemgås grundigt, inden du starter.
Lynkuet
Lynkuet blokerer både NK1- og NK3-signalerne og tages ved sengetid. Det mindsker hede- og svedeture og har derudover vist en direkte forbedring af selvrapporterede søvnforstyrrelser i studierne. Også her er der relevante bivirkninger og forholdsregler, som bør gennemgås inden opstart.
Antidepressiv medicin og sløvende antihistaminer
Mirtazapin
Mirtazapin er ikke en almindelig behandling af overgangsalderen, men kan være relevant, hvis du samtidig har depression, angst og søvnløshed. Det virker sløvende, men kan give øget appetit, vægtøgning og træthed næste dag.
SSRI og SNRI
SSRI og SNRI kan mindske hedeture hos nogle kvinder og kan være relevante ved samtidig depression eller angst. De kan hos nogle forbedre søvnen og hos andre forstyrre den – og der kan være seksuelle bivirkninger samt ophørssymptomer, når man holder op med dem.
Phenergan
Phenergan giver dig døsighed, men ikke nødvendigvis en normal søvn, der gør dig udhvilet. Det kan give træthed og nedsat funktion næste dag, mundtørhed og forstoppelse, og hos nogle måske forværre uro i benene. Der er risiko for tolerance ved gentagen brug, så Phenergan bør hovedsageligt bruges kortvarigt eller lejlighedsvis.
Anden medicinsk behandling
Gabapentin
Gabapentin kan mindske natlige hedeture og kan være særligt relevant, hvis du samtidig har smerter. Det kan give døsighed, svimmelhed og balanceproblemer.
Melatonin
Melatonin regulerer døgnrytmen og er mest relevant, hvis din døgnrytme er forskudt. Ved almindelig kronisk insomni er virkningen beskeden – melatonin er ikke et traditionelt sovemiddel.
Traditionelle sovemidler kan have en plads ved kortvarige og belastende søvnproblemer, men der er risiko for tolerance, afhængighed og påvirkning næste dag. De er sjældent en god permanent løsning.
Daridorexant
Daridorexant er forbeholdt kronisk søvnløshed. Søvnløsheden skal have stået på i mindst tre måneder og påvirke din funktion om dagen betydeligt. Andre årsager til søvnproblemerne skal være undersøgt og behandlet, og relevante ikke-medicinske og medicinske tiltag skal så vidt muligt være forsøgt først. Daridorexant dæmper hjernens orexinbaserede vågenhedssignal. Almindelige bivirkninger er hovedpine, træthed og døsighed. Døsigheden kan fortsætte ind i den næste dag og påvirke din køreevne – især hvis du ikke har sovet en hel nat, eller hvis dosis er høj – så vær opmærksom på dette, før du kører bil eller betjener maskiner. Det behandler søvnløsheden – men ikke nødvendigvis den oprindelige udløser – og behovet for fortsat behandling skal derfor vurderes løbende.
Østrogen eller antidepressiv medicin?
Kan antidepressiv medicin bare bruges som en hormonfri erstatning for hormonbehandling? Svaret er nej. Behandlingerne skal sammenlignes på en lang række punkter: virkning på hede- og svedeture, søvn, humør og angst, muskel- og ledsmerter, vaginal- og urinvejsgener, seksualfunktion, knogler, appetit og vægt, seksuelle bivirkninger, opstartsbivirkninger, ophørssymptomer samt øvrige fordele og risici.
Antidepressiv medicin er ikke blot en hormonfri udgave af hormonbehandling i overgangsalderen. Behandlingerne virker forskelligt, behandler ikke nødvendigvis de samme symptomer og har forskellige bivirkninger.
Kosttilskud
Magnesium har en usikker og sandsynligvis beskeden søvneffekt hos kvinder, som ikke har magnesiummangel. Det kan give diarré og andre mavegener, og det bør ikke erstatte en egentlig undersøgelse for restless legs eller jernmangel.
Baldrian har en usikker dokumentation, og indhold og kvalitet varierer meget fra produkt til produkt. Sammen med alkohol og anden dæmpende medicin kan det forstærke sløvheden.
Andre kosttilskud omtales kun kort her, så dette afsnit ikke ender som et katalog over udokumenterede produkter.
Hvornår bør du tale med en læge?
- Når søvnproblemerne har stået på gennem længere tid
- Når du ikke føler dig udhvilet, selv om du har tilstrækkelig tid i sengen
- Når trætheden påvirker dit arbejde, din bilkørsel eller din daglige funktion
- Når din partner har bemærket pauser i din vejrtrækning
- Ved udtalt snorken, morgenhovedpine eller natlig kvælningsfornemmelse
- Ved uimodståelig trang til at bevæge benene
- Ved kraftige menstruationer eller mistanke om jernmangel
- Ved nye eller vedvarende led- og muskelsmerter
- Ved depression, angst eller alvorlig mistrivsel
- Hvis du har haft behov for sovemedicin gennem længere tid
Er du i tvivl, er du naturligvis altid velkommen til at skrive til os på E-mailkonsultationen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor har jeg dårlig søvn i overgangsalderen?
Der er sjældent kun én forklaring. Hormonelle svingninger og det faldende østrogenniveau ændrer på, hvordan hjernen regulerer kropstemperaturen om natten, hvilket giver hede- og svedeture. Samtidig kan nye smerter, hyppigere vandladning om natten, uro i benene eller søvnapnø spille ind – ofte flere ting på samme tid.
Kan hedeture forstyrre søvnen, uden at jeg selv mærker dem?
Ja. Der findes såkaldte “mikrohedeture”, som kroppen reagerer på rent fysiologisk, uden at du selv oplever eller husker dem. De kan gøre søvnen mere overfladisk eller give korte opvågninger, du ikke registrerer – så du kan sagtens tro, du har sovet hele natten, og alligevel vågne uudhvilet.
Hjælper hormonbehandling på dårlig søvn?
Østrogen behandler først og fremmest hede- og svedeture, og ved at mindske de natlige episoder kan det forbedre søvnen betydeligt – også ved ikke-erkendte mikrohedeture. Men østrogen behandler ikke søvnapnø, jernmangel eller kronisk insomni, som kræver andre former for udredning og behandling.
Hvornår bør jeg tale med en læge om min søvn?
Blandt andet hvis søvnproblemerne har stået på gennem længere tid, hvis du ikke føler dig udhvilet trods tilstrækkelig tid i sengen, hvis din partner har bemærket pauser i din vejrtrækning, ved udtalt snorken eller uimodståelig trang til at bevæge benene, eller hvis trætheden påvirker dit arbejde eller din bilkørsel.
Fagligt gennemgået af Henrik Skensved · Senest gennemgået d. 6. september 2026
Læs også:
Manglende energi i overgangsalderen




