I 40erne og de tidlige 50erne oplever mange kvinder, at menstruationen ændrer karakter: den kan blive kraftigere, mere uregelmæssig, eller begge dele. I langt de fleste tilfælde er dette en naturlig følge af, at æggestokkenes funktion gradvist aftager frem mod overgangsalderen.
Det normale
Fra 20’erne og frem mod overgangsalderen bliver cyklus i gennemsnit 3 dage kortere. Det skyldes, at det gule legeme (“æggeskallen” efter ægløsningen) producerer hormonet progesteron i kortere tid, jo tættere du kommer på de halvtreds.
I hver cyklus løsner du dine bedste æg, men når du nærmer dig halvtreds, vil de fleste af de gode være brugt, og du må forlade dig på æg af en ringere kvalitet – de æg, du har tilbage nu, har ligget i hvile siden du selv var foster og har med andre ord altid været de “sidste i rækken”. Dette er også forklaringen på, at det er vanskeligt at blive gravid som 45-46-årig, og at risikoen for ufrivillig abort er meget højere i 40’erne end i 30’erne.
Dette fald i kvalitet indebærer, at ægløsningen bliver mere uforudsigelig. I perioder er cyklus regelmæssig, i andre perioder forsinkes ægløsningen, eller den udebliver helt for en cyklus. Jo tættere du kommer på de 50, jo hyppigere sker dette. Udebliver ægløsningen helt i en periode, kan blødningen til gengæld vare i flere uger.
Menstruationerne har desuden en tendens til at blive kraftigere i 40erne. Det skyldes dels, at livmoderhulen – og dermed den slimhinde, der skal afstødes – bliver større, jo flere børn du har født, dels at balancen i livmoderslimhinden mellem de stoffer (prostaglandiner), der styrer henholdsvis blødning og blødningsstop, forskydes i retning af mere blødning.
En kortere cyklus eller enkelte uregelmæssige menstruationer er derfor ikke i sig selv tegn på, at du er i overgangsalderen, og der er i den situation sjældent grund til at få taget blodprøver – de kan i denne fase typisk ikke bruges til noget. At uregelmæssighederne er naturlige, betyder dog ikke, at du behøver at leve med dem, hvis de generer dig. Behandlingsmulighederne kan du læse om i det følgende.
Godartede årsager
Fibromer (muskelknuder) i livmoderen er meget udbredte: Ved 50-års-alderen har op mod 70-80 % af kvinder udviklet fibromer, som kan påvises med ultralyd (Baird et al., Am J Obstet Gynecol 2003). Polypper er langt sjældnere og ses hos omkring 8-25 % af kvinder, med stigende hyppighed efter overgangsalderen (Dreisler et al., Ultrasound Obstet Gynecol 2009).
Polypper er udbulinger på slimhinden i livmoderhulen, de er altså lavet af samme væv som selve slimhinden. Langt de fleste polypper er godartede før overgangsalderen (Costa et al., Eur J Obstet Gynecol Reprod Biol 2019). De giver ofte kun pletblødning eller blødning ved samleje, men kan forstærke den aldersbetingede kraftige blødning yderligere.
Fibromer, som kaldes muskelknuder på dansk, er godartede knuder, der udgår fra livmoderens muskelvæg. Kun de fibromer, der vokser ind i livmoderhulen, giver blødningsproblemer – typisk i form af kraftigere, sjældnere uregelmæssige, menstruationer.
Video: Sådan giver en muskelknude (fibrom) i livmoderhulen kraftige menstruationer.
En anden hyppig, men ofte overset årsag er adenomyose, også kaldet kirtelnedvækst, hvor livmoderslimhinden vokser ind i selve muskelvæggen i stedet for kun at sidde i livmoderhulen. Adenomyose er en godartet tilstand og har intet med kræft at gøre. Tilstanden diagnosticeres hyppigst hos kvinder i 40-50-års-alderen og giver kraftig menstruationsblødning hos 40-60 % af de kvinder, der har den – ofte sammen med smerter. Adenomyose kan optræde samtidig med fibromer og kan være svær at skelne fra dem uden ultralyd af en erfaren undersøger (Schrager et al., Am Fam Physician 2022).
Et større vægttab kan også ændre menstruationsmønsteret – hvad enten det skyldes sygdom eller en bevidst indsats. Det ses i stigende grad hos kvinder i 40erne, som kombinerer GLP-1-baseret vægttabsmedicin (fx Wegovy) med styrketræning. Derved reduceres mængden af fedtvæv, hvor forstadiet til østrogen dannes. Kroppen skal så indstille sig på en ny balance, og i den periode kan der forekomme blødning.
Både for højt og for lavt stofskifte kan give uregelmæssige menstruationer – som tommelfingerregel giver for højt stofskifte hyppigere blødning, og for lavt stofskifte sjældnere blødning.
Kvinder i 40erne og 50erne kan også få klamydia. Pletblødning hos en kvinde som har haft ubeskyttet samleje, bør derfor altid give mistanke om infektion.
Alvorlige årsager
Pletblødning og blødning efter samleje kan i sjældne tilfælde være tegn på forstadier til eller kræft i livmoderhalsen. Har de celleprøver, du får taget hvert 3. eller 5. år, altid været normale og uden HPV, og lever du fortsat med den samme partner som du har gjort gennem de sidste 15-20 år, er risikoen dog meget lille.
Kræft i livmoderhulen er meget sjælden hos kvinder under 45 år i Danmark – omkring 15 kvinder rammes årligt (Gynækologisk afdeling, Rigshospitalet). Risikoen forbliver lav for kvinder på 45-55 år, men her begynder der at forekomme kræft hos kvinder med særlige risikofaktorer, først og fremmest svær overvægt og eventuel PCOS.
Forstadiet til østrogen dannes som nævnt i fedtvæv, så overvægt øger din østrogenproduktion. Udebliver ægløsningen samtidig – som følge af alder eller eventuel PCOS – bliver slimhinden i livmoderhulen ikke afstødt regelmæssigt. Kombinationen af forhøjet østrogenstimulation og manglende afstødning af slimhinden kan over flere år føre til forstadier og i sidste ende kræft i livmoderslimhinden. Forhøjet blodtryk og sukkersyge giver ligeledes en let forøget risiko.
Kvinder i behandling for brystkræft med Tamoxifen har en særligt forøget risiko for kræft i livmoderslimhinden, om end sygdommen fortsat er sjælden i denne gruppe: ifølge det store ATLAS-studie får omkring 2 ud af 100 kvinder (1,6 %), der har taget Tamoxifen i op til 5 år, kræft i livmoderhulen i årene derefter. Fortsættes behandlingen til 10 år, stiger antallet til omkring 3 ud af 100 (3,1 %) – altså en fordobling af risikoen, men fortsat en lav absolut risiko (Davies et al., Lancet 2013).
Hvorledes bliver du undersøgt
Generer eller bekymrer blødningerne dig, og er der usikkerhed om årsag eller behandling, bør du have foretaget en nærmere undersøgelse. Din sygehistorie og beskrivelse af symptomerne giver ofte de første fingerpeg om årsagen.
Dernæst tilbydes du en gynækologisk undersøgelse, som også omfatter en ultralydsscanning af dit underliv. Scanningen viser, om slimhinden i din livmoder er fortykket, om din livmoder er forstørret, om du har fibromer, og hvordan dine æggestokke ser ud.
Giver scanningen mistanke om sygdom i livmoderhulen – hyppigst fibrom eller polyp – suppleres den med en minikikkertundersøgelse af din livmoderhule. Kikkerten er 2-3 mm tynd og giver detaljeret information om, hvad det er, der befinder sig i din livmoderhule, og – ikke mindst – hvilke behandlinger, du kan tilbydes.
Er der mistanke om hormonforstyrrelse eller lav blodprocent, kan det være relevant med blodprøver.
Er der mistanke om forstadier på livmoderhalsen eller i livmoderhulen, kan det være relevant med vævsprøver fra livmoderhalsen eller vævsprøver fra livmoderhulen, som begge tages i en effektiv lokalbedøvelse.
Behandling af kraftige og uregelmæssige menstruationer
Ikke alle kvinder med kraftige eller uregelmæssige menstruationer ønsker eller har behov for behandling – måske har du blot brug for at få bekræftet, at der ikke er noget galt med dit underliv.
Så længe dine kraftige menstruationer kommer “på klokkeslæt”, kan du gardere dig med bind i tasken og mørkt tøj. Hvad der derimod går de fleste kvinder på og bringer dem til læge, er, når blødningerne bliver uforudsigelige. Det vil sige, at du kan risikere at stå midt i en opgave og pludselig opleve, at du bløder kraftigt.
Påvirker blødningerne dit helbred eller din livskvalitet, findes der en række behandlingsmuligheder, som kan tilpasses årsagen til blødningerne samt dine ønsker til resultatet.
Er det første gang, du oplever udebleven ægløsning med efterfølgende langvarig og/eller uregelmæssig blødning, vil behandlingen bestå i en 10 dages behandling med et kunstigt progesteron, der ligner det, du selv ville have dannet, hvis du havde haft en ægløsning – det efterligner simpelthen den anden halvdel af en normal cyklus.
I Danmark anvendes oftest præparatet Provera; men jeg benytter Orgametril, som er en smule dyrere, men som dels giver færre psykiske bivirkninger (nedtrykthed, påvirket humør) og dels giver en hurtigere indsættende og mere effektiv blødning.
Mange kvinder oplever, at blødningen efter Provera lader vente på sig – typisk 3-7 dage, nogle gange op til 10 dage, efter sidste tablet – og at effekten ikke altid er lige udtalt. Efter Orgametril kommer blødningen som regel hurtigere.
Behandlingen stopper blødningen, men når du er holdt op med tabletterne, kommer der en menstruationsblødning, som godt kan være kraftig.
Derefter ser vi an, om dine menstruationer bliver normale og regelmæssige igen – for der kan sagtens være tale om en enkeltstående episode, som måske først gentager sig måneder eller år senere.
Jeg plejer at sammenligne situationen med en vinylgrammofonplade, hvor pickuppen hænger fast i et hak i pladen, og derefter ikke kan komme videre. Behandlingen med det kunstige progesteron svarer til, at du lige løfter pickuppen fri af hakket, så pladen kan spille videre. Her ved du jo heller ikke, hvornår det næste hak forekommer – hvis der overhovedet er flere hakker i pladen.
Oplever du udebleven ægløsning og kraftige blødninger hyppigere og hyppigere, skal der findes en mere langsigtet løsning, som beskrives i det følgende.
Medicinsk behandling uden hormon
Tranexamsyre og NSAID retter ikke op på den bagvedliggende hormonelle ubalance og er derfor mindre velegnede, hvis blødningen skyldes udebleven ægløsning – de er først og fremmest relevante ved i øvrigt regelmæssige, men kraftige menstruationer.
- Tranexamsyre (fx Cyklokapron) styrker koagulationen i livmoderslimhinden og reducerer blødningen med op til 50 % (Bryant-Smith et al., Cochrane Database Syst Rev 2018). Bivirkningerne er få, men behandlingen kræver 9-12 tabletter dagligt under den kraftige menstruation.
- NSAID (fx Ibuprofen 400 mg tre gange dagligt) reducerer blødningen med omkring 20-40 % – mindre end tranexamsyre (Bofill Rodriguez et al., Cochrane Database Syst Rev 2019) – og kan give mavesmerter og øget risiko for mavesår.
Medicinsk behandling med hormon
Er du i begyndelsen af 40’erne, normalvægtig med et normalt blodtryk, ikke-rygende og uden familiehistorie med blodpropper og hjerte-kar-sygdomme, kan du behandles med p-piller, som indeholder naturligt østrogen (Zoely og Drovelis).*
- Minipillen Slinda formindsker blødningerne i tilsvarende grad som p-piller, øger ikke risikoen for blodpropper, og skal tages inden for samme 24 timer hver dag.
- Hormonspiralen Mirena reducerer blødningen med 80-90 % allerede det første år; dén kan du læse meget mere om hér.
- Har du fibromer/muskelknuder, som bidrager til dine kraftige menstruationer, er Ryeqo (relugolix/østradiol/norethisteron) en mulighed: i de store godkendelsesstudier (LIBERTY 1 og 2) opnåede 71-73 % af kvinderne en reduktion i blødningsmængden på mindst 50 % mod 5-19 % på placebo (“snydetabletter”) (Al-Hendy et al., N Engl J Med 2021).
*I Danmark frarådes p-piller traditionelt til kvinder over 40 år, men det er en dansk konvention snarere end en international konsensus: britiske FSRH-retningslinjer (opdateret maj 2025) tillader fortsat brug af kombinationspiller op til 50 år hos raske, ikke-rygende kvinder uden risikofaktorer, med en lavdosis-pille (f.eks. Microgyn eller Liberelle) som førstevalg. Nyere p-piller med naturligt østradiol i stedet for ethinyløstradiol (fx Zoely og Drovelis) menes desuden at have en lavere blodpropsrisiko, om end datagrundlaget for de helt nyeste præparater stadig er mindre omfattende end for de langvarigt anvendte typer.
Kirurgisk behandling
Fjernelse af polyp
En polyp over 15-20 mm kan være medvirkende årsag til blødningsproblemet og fjernes i så fald i lokalbedøvelse med en 5 mm tynd kikkert og en lille el-slynge.
Tekst: Video: Fjernelse af polyp i livmoderhulen med tynd kikkert i lokalbedøvelse.
Fjernelse af fibrom
Behandlingen afhænger af fibromets placering i livmoderen.
Fjernelse af slimhinden i livmoderhulen
For dig, der ønsker en endelig løsning uden spiral eller hormon – fx fordi din partner er steriliseret, eller fordi yderligere prævention ikke er relevant – kan slimhinden i livmoderhulen fjernes, forudsat at livmoderhulen i øvrigt er normal.
Kort om behandlingen (Novasure®):
- Påvirker ikke æggestokkene – du går ikke i overgangsalderen af behandlingen
- Påvirker ikke skedens slimhinder
- Kræver 1-2 dages sygemelding
- Er verdens mest udbredte metode til formålet
- 90 % af de behandlede kvinder holder helt op med at bløde eller bløder til et trusseindlæg
- Knap 10 % risiko får senere behov for fjernelse af livmoderen inden for 5 år (Kleijn et al., BJOG 2008)
Tekst: Video: Sådan foregår fjernelse af livmoderslimhinden (Novasure).
Metoden er både mere effektiv og forbundet med lavere risiko for, at du må igennem en ny operation, end den traditionelle udskrabning, som fortsat anvendes enkelte steder – om end en direkte sammenligning i dagens praksis er vanskelig at fortolke, da udskrabning kun udføres meget sjældent og af en lille gruppe særligt erfarne speciallæger, mens Novasure i dag i for eksempel Storbritannien udføres af yngre læger og i stigende grad af specialistuddannede sygeplejersker.
Er du steriliseret, bør Novasure overvejes grundigt. Ubehandlet slimhindevæv i livmoderens hjørner (mod æggelederne) kan efter behandlingen fortsat bløde en smule. Men da blodet hverken kan komme ud gennem de aflukkede æggeledere eller ud gennem livmoderhulen, som ofte vokser sammen efter slimhindefjernelsen, kan der ske ophobning af blod i hjørnerne og dermed cykliske smerter (McCausland & McCausland, Am J Obstet Gynecol 2002). Et nyere studie fandt denne tilstand hos knap 20 % af kvinder, der havde fået både sterilisation og slimhindefjernelse.
Fjernelse af slimhinden fungerer ikke som prævention.
Er du én af de kvinder, som har valgt slimhindefjernelse, fordi du ikke ønsker Mirena eller anden hormonbehandling, kan du i tilslutning til operationen få oplagt en kobberspiral (T-Safe Cu 380A QL), som er godkendt til at beskytte mod graviditet i 10 år. Du kan også få lagt den svage hormonspiral (Kyleena) eller tage minipillen Slinda. Fra 47-års-alderen er risikoen for graviditet efter behandlingen så lav, at de fleste kvinder i denne aldersgruppe fravælger prævention.
Fjernelse af livmoderen
I tilfælde, hvor din livmoder er sæde for svær adenomyose eller domineret af fibromer, eller hvor andre forhold gør det til den eneste realistiske løsning, kan fjernelse af livmoderen komme på tale. Det er i dag et indgreb, som foregår med kikkert, hvor du ikke får åbnet maven – medmindre din livmoder er meget stor – så du kan nøjes med et par ugers sygemelding bagefter.
Får du fjernet livmoderen, går du tidligere i overgangsalderen end kvinder, der eksempelvis behandles med hormonspiral. Fordelen i dén sammenhæng ér, at du ved overgangsaldergener kan nøjes med at få østrogen uden progesteron (medmindre du har haft endometriose). Samtlige undersøgelser – også dem fra 2001 – har vist, at behandling med østrogen uden progesteron ikke øger risikoen for brystkræft, tværtimod.
På grund af udviklingen af alternativer til livmoderfjernelse er antallet af disse operationer faldet drastisk i Danmark fra tidligere 4.500 om året til nu omkring 2.500 årligt.
Ofte stillede spørgsmål
Er det normalt, at menstruationen bliver kraftigere og mere uregelmæssig i 40’erne?
Ja. Cyklus bliver typisk kortere, og ægløsningen mere uforudsigelig, jo tættere du kommer på de 50 – det er en naturlig følge af, at æggestokkenes funktion gradvist aftager. Menstruationen har samtidig en tendens til at blive kraftigere. En kortere cyklus eller enkelte uregelmæssigheder er derfor ikke i sig selv tegn på, at du er i overgangsalderen.
Hvad kan være årsag til kraftig menstruation i overgangsalderen?
De hyppigste godartede årsager er fibromer (muskelknuder), som ses hos op mod 70-80 % af kvinder ved 50-årsalderen, og adenomyose, hvor livmoderslimhinden vokser ind i muskelvæggen. Også polypper, større vægttab og forstyrrelser i stofskiftet kan give kraftigere eller mere uregelmæssig blødning.
Hvornår er kraftig eller uregelmæssig menstruation tegn på noget alvorligt?
Det er sjældent. Kræft i livmoderhulen er meget sjælden hos kvinder under 45 år, men risikoen stiger en smule hos kvinder på 45-55 år med risikofaktorer som svær overvægt, PCOS, forhøjet blodtryk eller sukkersyge. Pletblødning eller blødning efter samleje bør altid undersøges nærmere.
Hvilke behandlinger findes der mod kraftig og uregelmæssig menstruation?
Behandlingen afhænger af årsagen og dine ønsker. Mulighederne spænder fra kunstigt progesteron og ikke-hormonel medicin (tranexamsyre, NSAID) over hormonspiral, p-piller eller Ryeqo til kirurgiske løsninger som fjernelse af polyp, fibrom, livmoderslimhinden (Novasure) eller i sjældnere tilfælde hele livmoderen.
Kan man tage p-piller mod kraftig menstruation efter 40 år?
Ja, under de rette forudsætninger. I Danmark frarådes p-piller traditionelt til kvinder over 40, men det er en dansk konvention snarere end international konsensus – britiske retningslinjer tillader fortsat brug op til 50 år hos raske, ikke-rygende kvinder uden risikofaktorer.
Fagligt gennemgået af Henrik Skensved · Senest gennemgået d. 9. september 2026
